Dømi um umsókn:

-----------------------
XZ
XY gade
2000 Frederiksberg
tlf. zz zz zz zz

3. oktober 2002

Enkefru Mette Cathrine Raarups Mindelegat

Ansøgning om støtte til studier ved York University, Toronto, Canada.

Jeg ansøger Enkefru Mette Cathrine Raarups Mindelegat om støtte til studieophold ved York Universitet i perioden 3. januar 2000 til 31. maj 2000.

Mit navn er XZ, jeg er 24 år gammel og studerer økonomi ved Københavns Universitet. I forbindelse med mine studier har jeg været så heldig at få en udvekslingsplads på York University i Toronto. Studieopholdet, der fuldstændig kan meritoverføres, vil indgå i min overbygningsuddannelse, der vil føre til en cand.polit-grad, som jeg forventer at opnå i sommeren år 2002.

Da opholdet er en del af Københavns Universitets udvekslingsprogram, skal jeg ikke betale undervisningsafgift, men der er en række udgifter til blandt andet flybillet, forsikringer mv., som jeg hermed tillader mig at ansøge fonden om bistand til.

Faglig begrundelse for at rejse til York University:
Jeg vil på York få mulighed for at følge fag, der ligger i naturlig forlængelse af mine hidtidige studier i København og som på sigt vil ligge til grund for mit speciale. Jeg er meget optaget af spørgsmålet om den monetære unions betydning for Europas økonomi, og hvilken indflydelse den fælles pengepolitik har for dansk økonomi. York Universitet udbyder flere fag, der er centrale for dette emne, og undervisningen varetages af anerkendte professorer og lektorer, der ofte deltager i den økonomiske debat i Canada. Yderligere finder jeg det frugtbart at blive undervist i disse emner af en ikke-europæer.

Jeg planlægger at følge faget International Monetary Economics, der beskæftiger sig med valutakurspolitik, betalingsbalance og euro-dollar markederne. Især det sidste punkt finder jeg af særlig interesse og ser frem til at få en ikke-europæisk udlægning af eurolandenes fremtid. For yderligere at få uddybet dette emne vil jeg følge faget Topics in European Development 2, som vil være en helt aktuel analyse af euroens betydning for Europa. Der vil ifølge lektionskataloget blive lagt op til diskussion af mulighederne for en fælles pengepolitik, og om en sådan er mulig uden en fælles finanspolitik.

Desuden vil mulighederne for en fremtidig udbygning af velfærdsstatens goder blive belyst – også set i lyset af de fremtidige økonomiske forpligtelser i de østeuropæiske lande.

Den finanspolitiske vinkel håber jeg at få bedre kendskab til ved at følge faget Public Finance 2, der omhandler statens udgifter – hvilke ydelser, der skal betales af det offentlige og hvilke, der ikke nødvendigvis skal være offentligt ansvarsområde. Dette fag vil jeg supplere ved at følge faget Public Choise Theory, som beskæftiger sig med gruppers valg kontra individets valg og rationel finansiering af offentlige goder.

Endelig vil jeg følge faget International Trade 2, som er en viderebygning på den undervisning i handelsteori, jeg allerede har modtaget på Københavns Universitet. Kurset vil omhandle frihandelsområder, strategisk handelspolitik og ulige konkurrence. Dette fag skulle gerne supplere Monterary Economics med hensyn til betydningen af den europæiske union for samhandlen i verden.

Med valget af disse 5 fag mener jeg at have sammensat et program med et højt fagligt niveau, der vil give mig store udfordringer.

Personlig begrundelse for at rejse til York:
I en tid med stigende internationalisering vil det være en stor fordel for mig at have studeret i udlandet – især i forbindelse med senere jobsøgning både i Danmark og i udlandet.

Opholdet vil styrke mine engelskkundskaber, og desuden vil det være personligt inspirerende at opleve, hvordan faget økonomi praktiseres andre steder end på Københavns Universitet.

Jeg har altid deltaget i mange sociale aktiviteter på mit studie – har blandt andet været med i vores revy 2 gange og været vejleder for nye studerende 2 gange – og ser derfor frem til nu at møde canadiske studerende og andre udvekslingsstuderende fra hele verden.

Derfor håber jeg, at jeg kan komme i betragtning til støtte fra fonden, og jeg glæder mig derfor til at høre fra Dem.

Med venlig hilsen
XZ

Bilag: 1a og 1b Karakterudskrift
2. Optagelsesbrev fra York University
3. Udtalelse fra PEN (studieleder på økonomi)
4. Udtalelse fra PS
5.Budget
6.Årsopgørelse fra 2003